Hvordan skal der testes?

Det korte svar: Send mig en email på steffen@troldtoft.dk med en beskrivelse af hvad du vil have testet, så vender jeg tilbage med et konkret svar!

Der er flere forskellige måder at teste på. De tests jeg udfører fokuserer på brugeroplevelsen og sigter efter at fange de problemer som en bruger løber på ved interaktion med systemet. Denne type test kaldes ofte for usabilitytest eller brugervenlighedstest. Termerne dækker over flere forskellige typer af test fra brugertest til eksperttest. Der er endda flere forskellige måder at teste inden for hver af kategorierne.

Det kan variere hvad man har brug for og selv om mange testere har deres foretrukne test er det ikke alle test der er lige gode i en given situation.

Brugertests er dyrere end eksperttest da de inkluderer brugere og derfor tager længere tid og kræver flere ressourcer. Inkludering af brugere i en test er især et stærkt værktøj når man har en unik afgrænset målgruppe man vil tage særligt hensyn til. Hvis brugeren tilhører en bestemt aldersgruppe, faglig baggrund, sub-kultur, eller lignende særligt afgrænset gruppe, der kan forventes at tænke og handle meget ens, er det en meget god i de at involvere brugeren i test og design af produktet. Det gøres ved hjælp af en testmanager, der står for at planlægge, udføre og analysere brugertestene. Normalt siger man at der skal testes med mindst 8 brugere til før man udlede et statistisk retvisende resultat. Hvis man udvikler et program til et bestemt firma kan det være en fordel at inddrage de fremtidige brugere i løbende tests.

Eksperttest er billigere, hurtigere og nemmere, da de kun kræver en ekspert der sætter sig ned og tester. Fremgangsmåden er ofte en systematisk gennemgang af systemet. Eksperten vil se efter at de almindelige designstandarder er overholdt og forsøge at knække systemet for at se om det virker som man kan forvente. Eksperttests finder de problemer som den gennemsnitlige person vil løbe på og er derfor bedst egnet til at teste systemer som alle skal kunne bruge. Eksperttest finder en høj procentdel af fejlene i et system da gennemgangen er mere grundig, men eksperten finder ikke nødvendigvis de brugervenlighedsproblemer som en bestemt målgruppe kan løbe på.

Vær opmærksom på at når fejlene rettet så kan systemet se væsentligt anderledes ud og at det derfor kan være en nødvendighed at teste igen. Da brugertests er dyrere end eksperttests kan det i nogen situationer være en fordel lave en eksperttest til at finde fejl først og derefter teste med brugere når flest muligt fejl er fundet og rettet. Det kan være med til at spare en ekstra omgang brugertest.

Andre test typer inkluderer funktionalitets test, automatisterede tests og mange flere, hvor computere tester at systemets beregninger er korrekte og at koden virker som den skal. Det arbejder jeg endnu ikke med.